| Oversigt over bøger. |
Historien hér starter d. 13. ferro år 202, hvilket svarer til 1. oktober 2019 for live spillet, og slutter d. 54. ferro - svarende til d. 11. oktober. Hver dag i den virkelige verden svarer til 4 i spillet.
Gennem de seneste år har Kriell, Jarl af Thyrien, været indespæret i øverste lokale i det højeste tårn hos Thaumatologisk Institut i Amarith. I den tid har han orkestreret adskillelige tyverier af magiske genstande rundt om på Tyrien. Hans fængsel celle er dækket med besværgelser og velsignelser for at forhindre hans flugt. Med mindre nogen skulle lade døren stå åben. Hans vogtere holder sig flere etager under, og vover sig kun sjældent op for at se til fangen - af frygt for at blive grebet af galskab fra en uset aura de regner med stråler ud derfra.
Én årsag til hans indespærring, er en række altre han har konstrueret, der tilladte ham at hidkalde og kontrollere en hær af dæmoner. Disse altre er dog blevet renset og fungerer nu som genveje for sjæle og benyttes til genoplivning. Hvis man skulle sige at Kriell nærer had til Malum, vil det være præcis nok. At det er Malums plan der mislykkedes og endte med at få Kriell indespæret i flere år, er dog kun en lille del af det. Han foragter guderne der blander sig i de dødelige racers frie vilje.
Det var tidligt om morgenen den 13. Ferro 202. Sheriffen kiggede på samlingen af lig der var slæbt ned i instituttets store mødesal i løbet af natten. Der havde været nogenlunde stille i Amarith i flere måneder, og så dette. På én nat var tårnet hvor hans hovedmistænkte var indespæret brændt ned i en ufattelig lys men lydløs brand, mester- og ærketroldmændende i Amarith myrdet, og museet var endnu engang blevet brudt ind i, og bestjålet. Lyset fra branden her havde sørget for at hele byen var lyst op i natten, og der folk i panik havde fyldt gaderne for at flygte fra byen hvis branden skulle brede sig. Det havde den heldigvis ikke, og én af de yngre troldmænd han netop havde forhørt, spekulerede at det måske havde været en opbygning af frie thaumatiske partikler, tiltrukket af besværgelserne øverst i tårnet, og at det var alle de tilstedeværende troldmænd der havde formået at slukke branden da tårnet havde nået sin nederste etage, og forhindret at branden bredtes. Et par af de andre havde nikket til det de hørte, så sheriffen formodede at det måtte være deres bedste forklaring. Det forklarede dog ikke hvorfor de højestrangerede troldmænd nu lå på gulvet, lagt i cirkel, omgivet af stearinlys, og med en masse tegn malet på gulvet omkring dem. Den eneste han havde kunne får til at udtale sig om dette, var en ung bibliotekar, der ganske forfærdet mente at det måtte være et forbudt og hemmeligt ritual udført af en kult af dødemanere, for at forårsage branden og måske for at dræbe den berygtede fange. Sheriffen gjorde hvad han kunne for at tilbringe sin tid her, frem for at skulle ned til museet og høre på kuratoren med hans åndsvage rablen om den-gamle-ting, og den-historiske-genstand og bla bla bla.
Cellen undertrykkede Kriells trolddomsevner og styrke, men påvirkede ikke hans netværk af tyve, spioner og lejesvende. Uden for cellen trommede stilheden. Den velkendte stilhed af én der bevæger sig fuldstændig lydløst. Et par næsten lydløse klik fra dørens lås og bolt, og døren blev svinget op. Udenfor stod den sortklædte vampyr der havde været hans kontakt til omverdenen i de senest år. “Deres daggert, min Herre,” hviskede vampyren, mens han med begge hænder overrakte Kriells daggert. Kriell takkede ham og listede ned af vindeltrappen med vampyren i hælene. Et par etager ned var vogternes rum, det lå øde hen da de alle få minutter før var blevet udsat for en ubemærket luft der havde sendt dem alle med hast til toiletterne. Troldmandsrådet ville være en hindring for Kriells yderligere planer, så dem ville han tage sig af inden han forlod byen. Han bevægede sig gennem vogternes lokale, og videre ned af tårnet. De nåede en etage der ledte ud til resten af bygningen, og først her rendte de ind i en trolddomsstuderende. En spinkel mand i fine rober, men ikke en højtstående udøver af trolddom i instituttet. Han opdagede de to, men inden han kunne nå at reagere, var Kriell henne ved ham og slog ham bevidstløs. Vampyren løftede ham op og smed ham ind i et pulterkammer længere ned ad gangen. De passerede de sidste lokaler og gange, og forlod instituttet gennem den sædvanlige dør for tjenestefolket. Så gik turen ned langs gaderne, og skulle en vagt opdage dem, ville de opføre sig som to fulderikker.
De nærmede sig Amariths Naturhistoriske Museumsk, og drejede ned langs dens søjler, og fortsatte om til bagsiden. Her holdt en vogn, læsset med kasser med genstande fra museet. En hest var spændt for, og ved dens mule stod en goblin og flippede mønter. Goblinen hedder Erik, og arbejder om dagen ved museets skranke, hvor han formodes at være én af byens dummeste arbejdere af museets kurator - så dum, at han arbejder for 1 kobbermønt om dagen. At han er en del af årsagen til de mange indbrud museet har haft over de seneste par år, fattes der ikke mistanke til - han er trods alt kun en dum goblin. Da Kriell og skyggen runder hjørnet til museeumsgården, bukker Erik for de to. Kriell giver ham et anerkendene nik, et klap på skulderen og et “godt arbejde min ven” da han træder forbi. Erik synes selv at vokse et hoved fra den ros. “Hold forstat et godt øje åbent for nye ting der kunne fænge min interesse,” fortsatte Kriell mens han satte sig op på vognen, og satte kursen tilbage mod instituttet. Skyggen, fulgte med på vognen til instituttet, og fløj derfra mod byens østlige port, hvor han havde sin næste opgave.
Vognen blev sat ved tjenesteindgangen, Kriell tøjrede hesten til en post, og fortsatte indenfor igen med en kasse under armen. Kassen var blevet forberedt på hans instrukser. Han satte kassen af i skabet ved siden af den stadig bevidstløse studerende, og gik så videre op af trapper til troldmandsrådets gemakker. Stedet her var fint dekoreret med guld perler og ædelsten. Det ville være synd at lade det blive ødelagt, når det kunne bruges til at træne folk op i at trænge ind og spionere, han smilede lidt for sig selv, mens han kiggede på dørene til instituttets overhoveders sovegemakker. Låsene så ud til at være magisk forstærkede, og ville nok være umulige at dirke op, selv for ham, men hængslerne var på ydersiden. Han afmonterede den første dør, trådte ind, og skar halsen over på den gamle mand. Det vækkede ham selvfølgelig, og han indså ganske panisk at han var døende mens han blæste et par blodbobler ud af mund og næse, mens blodet løb ned i hans lunger. Kriell stod ved siden af sengen, så han ikke blev sprøjtet til, og lukkede mandens øjne da han var død. Ud af øjenkrogen kunne Kriell se - fornemme en skikkelse nærme sig liget, men han var allerede på vej ud til at tage den næste dør af. Han gentog indtil han stod ved siden af den syvende og sidste af rådsmændende. En der var blevet sat til side da Alexis Lykos var blevet sat ind som dén yngste ærketroldmand og rådsmedlem nogen sinde. Manden sov med munden let på klem, og Kriell førte sin daggert ind i munden på ham. Han vågnede med et sæt og kiggede op i Kriells ansigt. “Nu har I holdt mig som fange i et par år, og jeg er blevet træt af at lege med Jer og give Jer falske ledetråde. Hvad I har fået gjort ved Astrid får selve mig til at væmmes, så dette er jeres straf. Når du nu ser døden om lidt kan du give en besked fra mig, hører du efter?” Manden nikkede så meget han kunne for daggerten der hvilede på hans tunge, tårer strømmende ned på hans pude. Kriell smilede, “Hej Nixao, vi ses!” Klingen punkterede kort tid efter pudebetrækket, og ja, nakkehvivlerne på manden. Døden indtraf næsten øjeblikkeligt, og mens lyset fra gangen falmede kunne han fornemme en skikkelse nærme sig sengen. Nixao kiggede mistroisk på Kriell, mens hun snakkede til den nu afdøde troldmand - “det virker til i har lagt jer ud med nogen i ikke skulle,“ begyndte hun, “da jeg så alle ærketroldmændende her dø inden for så kort tid, formodede jeg at det ville være som følge af brand, men -“ Kriell afbrød, “den har jeg ikke startet endnu.” Han begyndte at bære ligene ud i gangen, og ned til mødesalen.
Drabene på de andre store troldmænd i instituttet var ganske uceremonielle, og ganske snart lå der i alt 25 lig i mødesalen. Kriell havde hentet kassen på tilbagevejen og fra den taget hvid maling og var begyndt at male tegn i cirkler omkring grupper af kadavere, og omkring dem alle. Tilfreds med dette, satte han vokslys i stager på udvalgte punkter, og tændte dem. Hvis de nåede at brænde ned, ville de ikke sætte ild til stedet på grund af stagerne. Han placerede maling og pensel tilbage i kassen og gik så op til “fange-tårnet.” Her åbnede han atter kassen, og fra den, anbragte en stor klar sten på stentrappen. Han tømte indholdet fra en flaske ud over den, og den begyndte at lyse svagt; et klart blåligt lys. Han tog en lille gylden hammer op fra kassen og slog forsigtigt på stenen. Den ringede ud med et klart og højlydt ding, og lyset falmede for en kort stund. Da det vendte tilbage var det kraftigere, og han gentog; ding - blink - ding - blink. Varme strømmede nu ud derfra, og et par slag til sendte en lys blå flamme op gennem tårnet. Han tog hammeren med, men kastede kassen op langs trappen. Ilden ville kunne holde sig gående i et par timer, hvilket ville være tid nok til at komme uset af sted, og den ville kun brænde op ad.
Han passerede en tjenestepige på vej mod den gemene indgang, som nejede ved synet af ham og med blikket rettet ned ad, gjorde tegn til Kriell der stoppede op. “Er der noget jeg kan gøre, mester?” spurgte hun. Kriell smilede lidt, “ja, der ligger en ung studerende bag døren derovre, sørg for at han vågner beruset.” “Som de ønsker, mester.” Hun ventede til Kriell var gået forbi, som en tjenestepige nu bør, og bar så den unge mand ned til vinkælderen. Kriell trådte ud i natten igen. Stjernerne funklede og lyset fra tårnet strålede op mod himlen. Det ville ikke vare længe førend det ville tiltrække tilskuere. Han lagde hammeren op på vognen og red den til den østlige port, hvor alle vagterne lå og sov. Kriell stoppede kortvarigt vognen for at give hånd til skyggen, der forsvandt ind i byen igen. Så gik turen til Bla'gar - til en lille ubetydelig landsby i dens sydlige del ved navn Alkari hvor en gammel kending bor.
Kriell rejste syd om Kratkoa, hvor røg stadig steg op fra. Her i natten var det en lysende søjle fra lavaen i vulkanens caldera. Heldigvis flød lavaen nord på hvor den størknede før floden, men betød at hans rejse til Thyrien ville blive det længere, og han blev nødt til at rejse nord gennem Elvien når han havde afsluttet hvad han skulle hente og lave i Alkari.
Det tog nogle dage førend han nåede den sidste vejsti til Alkari. Den var skjult, næsten helt tilvokset, da Alkari ikke er et sted folk tager til for andet end at undgå folk, og så ikke for at blive. Aftenen før, kort efter at have krydset grænsen til Bla'gar, havde en lille gruppe ork-banditter forsøgt at berøve ham. Han kunne lugte dem før deres angreb, og blev ikke synderlig overrasket da én sprang ned fra trækronerne i et forsøg på at slå ham ihjel med ét hug. Kriell havde sluppet hestens tøjler, grebet orken i benene og slynget den ind i buskene hvor en anden ork gemte sig, klar til at angribe. Hesten stejlede og satte i gallop ned af den mørke sti. Den nåede et par hundrede meter ned af stien førend Kriell fik fat i seletøjet og bragt den til et holdt. Han tøjlede den til et træ og satte sig op en kasse på vognens lad, og ventede på at banditterne fik indhentet. Fem orker kom løbende, to af dem med blod dryppende ned af ansigtet, og en haltende med ondt i benene. Hver af dem var bevæbnet med en bredklinget krumsabel, og de kunne se at det eneste han havde var en lille sølle daggert ved hans hofte, og han havde endda ikke trukket den, dette ville være nemt! Den klogeste af de 5 tænkte for et kort øjeblik, “for nemt” da han lod mærke til at hesten var bundet fast til et træ, og at mennesket på vognen smilede. Noget var galt her, og det løb ham koldt ned af ryggen. Han nåede at stoppe godt 10 meter væk fra vognen, da Kriell hoppede ned derfra og placerede en knytnæve inde i brystkassen på forreste ork. Orken kiggede forvirret på mennesket, han havde slået mens sablen var ved at blive svunget mod hans hoved, trådt en smule til siden og... det var svært at trække vejret. Lunger og hjerte var blevet gennemhullet af orkens knuste ribben, og han sank død sammen. De andre orker stoppede op... De kendte kun én anden der kunne slå så hårdt, en ork, og de holdt sig væk fra ham. De besluttede sig for at de nok hellere måtte lade dette menneske være for sig selv, og løb hurtigt ind i skoven.
Stien lukkede endelig op og landsbyen Alkari lå frit fremme. Lyden af en hammer mod stål på en armbolt klingede højt og klart, så han havde kunnet høre landsbyen i godt en halv time. Han red vognen forbi kroen der lå først på venstre hånd, og fortsatte hen til smedjen. Et hvidt fåreskind hang over en stoleryg ved indgangen, og Kriell bankede høfligt på dørkarmen, inden han trådte ind til essens varme. Det efterladte et mærke på karmen af indtørret orkblod. Det havde svinet gevaldigt at knuse orken natten forinden, og han havde ellers undgået at blive stænket af blod under drabene i Amarith. Det var ganske få år tidligere at smeden havde udført et ritual der skulle bringe en stærk kriger til Thyrien, og derved genoplivet Kriell, omend en noget anderledes Kriell end der var blevet dræbt før Dommedag.
Flærð kiggede op fra ambolten på Kriell, og de nikkede til hinanden. Han førte Kriell smedjens bagdør til en lade. Laden var brugt gennem de seneste år til at lagre et utal af magiske genstande, artefakter med mere, stjålet både på Tyrien, men også fragtet hertil via skibe. En ikke uanseelig mængde. Kriell brød stilheden, “det ser lovende ud, og jeg har udarbejdet en metode at koncentrere deres effekt. Det kan være jeg skal snakke med jeres krofatter om det, jeg mødte ham før dommedag - på en måde.” Flærð løftede et øjenbryn, “på en måde? Enten mødte du ham eller også gjorde du vel ikke.” Kriell smilte, “tja, jeg var død og sad fast i et sværd, så verden så lidt anderledes ud for mig, og han vil nok ikke genkende mig uden parerbøjle. Jeg hører at vi har noget til fælles,“ Kriell kiggede nærmere på et gammelt skrøbeligt spyd, “og at han skulle være blevet stærk nok til at kunne svinge en hammer til at kunne hjælpe til her…“ Kriell kiggede på hans blodige udstrækte hånd, “Det går nok ikke at jeg møder op hos fruen i dette, har i en skrædder i byen?“
Efter Alkaris skrædder havde taget mål af Kriell, trådte Jarlen ind i kroen. Skodderne stod åbne, og solen strålede ind. “Hej Benjamin,“ startede Kriell, “længe siden.” Benjamin kiggede på mennesket der var delvis dækket af indtørret blod, “kender jeg dig?” spurgte orken. “Sidst vi mødtes, var jeg lidt knotten, og du yndede at smide mig ind i buske,“ lød menneskets ledetråd. Orken stirrede blankt på ham, “det tror jeg ikke.” Et skævt smil formedes på Kriells læber, “du skal tænke langt tilbage, før Dommedag da du var krofatter i Thyrien og jeg var en stemme i et sværd,” forklarede han. Orken stirrede nu intenst på ham, “og nu vil du gerne kyles ind i endnu en busk?” “Nej nej,” svarede mennesket hurtigt, “men jeg har hørt rygter om at guderne legede med dig ved Dommedag.” Krofatter øste en skål suppe op til mennesket der nu satte sig ved et bord. Kriell, smagte på suppen, et væld af forskellige smage, men svært at præcisere hvad der var i. Fisk, kød, rødder, urter, og alt andet der kunne skrabes op i området. Benjamin satte sig på den anden side af bordet, “ja, jeg har set Morcs sendebud, slået tyveguden, blevet velsignet af Alkah, og blev forhekset til at elske en kæmpestor blå høne skabt af skyggeguden. Og, ja, jeg elskede den, den smagte dejligt, men Alkahs velsignelse er mere en forbandelse,” Benjamin kiggede ud af vinduet til den lille vej der skød gennem landsbyen, “orker fødes og dør, mens jeg lever videre. Jeg har set mange generationer her under tågen, men mit hjerte slår stødt videre.” Kriell kiggede orken i øjnene, “hvis du ønsker hævn, så har jeg en vej,” han pegede over mod smedjen, “det kræver dog lidt samarbejde. En blanding af alkymi, trolddom og smedekundskab, og jeg tror at du er nøglen til at få det til at virke.“
Flere dage senere var det eneste tilbage i laden spydet. Det havde været imponerende at se hvordan essensen af disse magiske ting var blevet hamret sammen af krofatter under både stormestersmeden Flærðs og stormesteralkymisten Kriells instrukser. Det var brugt til at fremhæve spydets egenskaber. Videre udviklet fra hvordan han havde skabt Malum altrene ved at blande alkymi, velsignelser, trolddom og artefakter. Dette spyd var gennemsyret af magi til et niveau hvor det burde kunne dræbe guderne. Verden havde aldrig set lignende - selv de gudesmedede våben var mindre koncentreret rå magi i følge Benjamin der havde holdt fire af dem. Det summede under fingrene da han greb det. Kriell formodede at det ville holde op med at gløde inden for et par dage. Han bar det ud til vognen og bandt det fast på ladet. Hesten var udhvilet og han var trukket i sit nye tøj. Skrædderen, med hans hæslige udtale af ord, var blevet velbetalt for arbejdet, og både Benjamin og Flærð var ligeledes blevet velaflønnet for arbejdet. Kriell kiggede mod vulkanens røg, og satte kurs syd om den gennem Syd-Thyrien til Elvien. Efter hvad han kunne forstå ud fra korrespondance med hans dronning, var elementaler ved at gå amok i Thyrien.
Spydet var blevet det mægtigere, og ville utvivlsomt kunne fjerne nogle af guderne, men andre ville det nok have problemer med. Det ville også betyde at det ville blive nogen tid førend planen kunne sættes i værk - for når først én gud var død, skulle de andre hurtigt følge efter for ikke at give dem tid til at vinde.
For nu, var planen at komme hjem til Thyrien, og til sin dronning. Derfra skulle resten af den store plan færdiggøres, og alliancer smedes. 21 guder, talte præsterne - men der-i-blandt var blandt andet Oulos, der nu engang udgør hele verdenen og alle rigerne, Mortis og Nixao, som Kriell anså for én samlet fjende, og Thyroma der som sådan ikke er en af guderne i Oulos. For Kriell, betød det et lavere antal af “afskaffelser” - kun 18. Kriell spændte atter hesten for vognen, spydet på ladet, og kurs ud af Alkari samme vej, som han var ankommet.
Få dage senere ankom han til en landevejskro i Syd-Thyrien, nær grænsen til Fel'van, Elvien og Odotyl. Sidst han havde været denne vej, havde han eksperimenteret med bogen. Den nemmeste vej herfra var via Odotyl, og derfra ind i Thyrien. Det var bestemt den bedste vej med vogn og hest, men nu var det tid til at hesten skulle have et hvil. Han lod sig indlogere for natten på et værelse oppe på overetagen. Stemningen i kroen “Den Stolte Ged” var ikke den bedste. Kriell forhørte krofatter herom, og spillede forbavset over at høre hvordan troldmandsrådet var blevet dræbt. Det var nu d. 53. Ferro, og dermed 30 dage siden de “høje herrer” blev skaffet af vejen. 10 dage mere, forventede Kriell, så ville han være i Thyrien. Selv var han i humør til at fejre at snart være hjemme igen - 2 år med fangenskab var slut og hans hævn mod guderne og deres indblanden i de dødelige racers liv skulle slutte. Han nævnte for krofatter, at han havde mødt rådet en gang, og at verden måske kun ville være bedre uden deres arrogance. Så kastede han en pose penge på bordet, og bød de samlede til fest - den skulle først slutte når pengene var drukket og spist væk. Krofatter kiggede på pungen med flere stykker sølv end han havde set samlet nogensinde. Få timer senere var kroen godt fyldt og dværge, orker, trolde, mennesker og elvere gik i gang med at synge, danse og feste. Kriell havde sat spydet på værelset, og undskyldte sig fra festen for at hvile ud til næste dags rejse. Det løb ham koldt ned af ryggen da han passerede den ene musikant, og han nikkede genkendende til Ham. Han havde mest af alt lyst til at hente spydet og dræbe den forklædte Malum lige nu og her, men det var ikke tiden til det.
Han fortsatte op til værelset og lagde sig på sengen - nu ikke i stand til at sove med Malum i nærheden. Kriell måtte nøjes med at meditere i sengen, ekstra opmærksom på at spydet ikke pludselig forsvandt. Regnen trommede nu på ruden, og festen fortsatte livligt neden. Det var ganske fredeligt indtil en fe satte ind gennem hans værelse og ud gennem vinduet. Et vådt splask lød da den landede i en mudret vandpyt. Regn ramte ind gennem vinduet. Han skulle nok lige have et alvorsord omkring opførsel med feen. Kriell rejste sig og kiggede ud i mørket. Der var et lille turmult udenfor, og nedenunder lød det til at de var ved at berolige krofatter. Kriell greb spydet og satte ud af døren, ned af trappen, forbi mennesklig påfugl, og ud gennem kroens køkkendør i regnen. Han var allerede blevet lidt våd - så dette betød ikke så meget. Han kiggede ind gennem døråbningen, “påfugl?” tænkte han, rystede på hovedet og satte uden om kroen, ude på vejen og ventede mens en gruppe af feer og orker forsøgte at kæmpe mod hindanden. Feen væltede omkuld foran ham da den forsøgte at slippe væk fra den ene ork. Orken tilbød ham at dræbe feen for penge, hvilket Kriell godtog. Han havde for så vidt ikke noget mod feer, ud over at de ofte blev fulgt af regninger for reparationer, men en lejemordskontrakt er en lejemordskontrakt. Den blev fulgt op af en kontrakt på den anden ork der nu havde kurs mod dem. Kriell satte spydet for foden og lod spidsen pege mod orken. I orkens løb mod dem, og den mudrede vej, var den ikke i stand til at standse førend den havde spiddet sig selv på spydet. Straks efter stod Malum dér, midt på vejen. Kriell måtte bide sig i tungen for ikke at slå ham ihjel med det samme, men Malum tilbød blot en kontrakt på den sidst ork, altså den der netop havde fået feen og den anden ork slået ihjel - Kriell ville få resten af orkens penge i betaling. “Det lyder som en kontrakt,” smilede han og gennemborede orkens hals. Kriell fik pungen, og Malum forsvandt. Kriell kiggede på ligene på vejen og kastede dem ud på den tilstødende eng. Der lå de skjult i det høje græs.
Han gik ind igen, forbi påfuglen, op ad trappen og ind på værelset. Spydet var blevet vasket af den silende regn. Han smilte lidt for sig selv mens han lukkede vinduets skodder til for natten igen. Han havde fortalt Malum at han ikke skulle besøge kroen i Alkari, da nogen der ikke kunne lide ham. Han var sikker på at Malum naturligvis ville vade ind for at se hvem det måtte være - og at Benjamin ville gøre som ved Dommedag, og give Malum et slag han ikke ville kunne glemme.
Da næste morgen kom var regnen stoppet. Fe følgets ene vogn fra aftenen før stod midt på vejen, sunket lidt ned i mudder. Han spændte atter hesten for sin egen vogn, lagde spydet på ladet og satte kurs mod nord. Ikke mange kilometer senere, var det klart at denne del af rejsen skulle planlægges anderledes - broen var kollapset, og der lå en anden vogn nede ved den sammenstyrtede bro. Lavaen mod øst ville hindre at tage den nord gennem Gaarlod, så nu måtte kursen lægges gennem Elvien - og rejsen ville tage dét længere da vejene i Elvien ikke var de bedst egnede til vogne, og vejene dér slyngede sig mere gennem landskabet. Han rullede syd forbi Den Stolte Ged igen, for at tage en vej mod vest til Elvien.